Dialogværksteder

Dialogundervisning for lærerstuderende i Fredens Hus

Dialog, der rykker noget i klasseværelset

Om dialogværksteder

Unge møder hver dag mennesker, der tænker, tror og lever forskelligt. I vores dialogværksteder får de mulighed for at undersøge nogle af de forskelle og øve sig i at tale sammen om dem.

Et dialogværksted varer typisk 90 minutter og faciliteres af to unge dialogpiloter fra Fredens Hus. Gennem øvelser, samtaler og fælles refleksion arbejder eleverne med temaer som tro, livssyn, værdier, identitet, forskellighed og uenighed.

I Fredens Hus arbejder vi med dialog som en måde at øve demokratisk deltagelse i praksis. Det handler om at kunne lytte, tage stilling, stille spørgsmål og være i samtale med mennesker, der ser anderledes på verden end én selv.

Formålet er ikke at finde frem til de rigtige svar eller at blive enige. Det er at blive klogere på egne og andres perspektiver og få erfaring med, at forskellighed og uenighed godt kan være en del af et fællesskab.

Hvad sker der i et dialogværksted?

Et dialogværksted veksler mellem korte introduktioner, øvelser, samtaler i mindre grupper og fælles dialog.

Værkstedet bygges gradvist op. Vi begynder med det lette og genkendelige og bevæger os efterhånden mod spørgsmål, hvor elevernes egne perspektiver, værdier og erfaringer kommer mere i spil. Dialogpiloterne sørger for en tydelig ramme og hjælper samtalen på vej, men elevernes egne perspektiver er med til at forme, hvor den bevæger sig hen.

Eleverne kan blandt andet møde øvelser, hvor de:

  • Opdager forskelle og fællesskaber i klassen
  • Undersøger, hvad det vil sige at lytte aktivt
  • Tager stilling til spørgsmål om samfund, tro, livssyn og værdier
  • Hører, hvad der ligger bag klassekammeraters forskellige ståsteder
  • Oplever, at man kan skifte perspektiv eller ændre mening undervejs

Det personlige perspektiv er en vigtig del af dialogværkstedet. Eleverne inviteres til at bringe egne erfaringer, værdier og refleksioner i spil, men bestemmer altid selv, hvad og hvor meget de ønsker at dele. Ingen skal opleve, at de forventes at forklare eller forsvare deres tro, identitet eller livssyn.

Hvorfor dialog?

Uenighed er en del af ethvert demokratisk fællesskab. Derfor er målet med vores dialogarbejde ikke, at forskellene skal forsvinde, eller at alle skal nå frem til den samme holdning.

Vi arbejder i stedet med det, vi kalder uenighedsfællesskaber: fællesskaber, hvor mennesker kan være forskellige og uenige og samtidig være forpligtet på noget fælles.

Demokratisk dannelse handler ikke kun om at vide, hvordan demokratiet fungerer. Det handler også om at få erfaring med at lytte, tage stilling og være i samtale med mennesker, man ikke nødvendigvis er enig med.

Skolen er et særligt vigtigt sted at gøre sig den erfaring. Her mødes unge hver dag på tværs af baggrunde, værdier, erfaringer, tro og livssyn. I dialogværkstedet får eleverne tid og en anden ramme til at undersøge nogle af de forskelle, der allerede findes i klassen.

Tro og livssyn må gerne være en del af samtalen

Tro og livssyn har en særlig plads i Fredens Hus’ dialogarbejde.

For nogle mennesker fylder religion meget. For andre fylder den lidt eller slet ikke. Uanset om vi er religiøse eller ej, forholder vi os alle til spørgsmål om mening, værdier, tilhørsforhold og det gode liv.

Vi oplever samtidig, at tro og livssyn kan være emner, som unge er nysgerrige på, men ikke altid får mulighed for at tale åbent om.

Derfor skaber dialogværkstederne plads til disse samtaler uden at gøre enkelte elever til repræsentanter for en religion eller et livssyn. Vi spørger ikke den muslimske elev, hvad muslimer mener, eller den kristne elev, hvad kristne mener. Vi er interesserede i, hvordan det enkelte menneske ser på spørgsmålet.

På den måde bliver det også tydeligt, at mennesker med samme religion eller livssyn ikke nødvendigvis tænker eller lever på samme måde.

Hvem er dialogpiloterne?

Dialogværkstederne faciliteres af unge voksne, som er oplært i Fredens Hus’ dialogiske metoder. At værkstederne faciliteres af unge voksne er en vigtig del af formatet. Aldersforskellen til eleverne er mindre, og dialogpiloterne kan bringe deres egne erfaringer og perspektiver i spil på en anden måde end læreren. Fordi dialogpiloterne kommer udefra, kan der også opstå andre samtaler end dem eleverne i klassen normalt har sammen.

Læs mere om dialogpiloterne og deres uddannelse →

Hvad får eleverne med sig?

Et enkelt dialogværksted ændrer ikke en klasses samtalekultur fra den ene dag til den anden. Men det kan give eleverne nogle konkrete erfaringer, de kan tage med videre.

Eleverne får mulighed for at øve sig i at:

  • Lytte for at forstå
  • Udtrykke egne perspektiver
  • Stille åbne og respektfulde spørgsmål
  • Være uenige på en respektfuld måde
  • Undersøge, hvad der ligger bag forskellige holdninger
  • Reflektere over egne værdier, tro og livssyn
  • Få øje på både forskelle og fællesskaber

Dialogværkstedet kan også give læreren et afsæt for at arbejde videre med dialog, tro, livssyn og uenighed i undervisningen. Til det formål har Fredens Hus udviklet lærermaterialet Det vi ikke taler om, som giver didaktiske perspektiver og konkrete øvelser til at arbejde videre med dialog i undervisningen.

En metode med plads til den enkelte klasse

Dialogværkstederne følger en fælles metode og en fast overordnet struktur, men de er ikke ens fra klasse til klasse. Dialogpiloterne tilpasser spørgsmål og øvelser til den gruppe, de møder, og følger samtidig op på det, der opstår undervejs.

Dialogpiloterne mødes løbende i Fredens Hus for at dele erfaringer, træne facilitering og udvikle deres praksis. Det er med til at sikre en fælles faglig tilgang på tværs af værkstederne.

Book et dialogværksted

Vi tilbyder dialogværksteder til blandt andet udskolingsklasser, gymnasier og HF, efterskoler, konfirmandhold samt ungdomsorganisationer og klubber.

Et dialogværksted varer som udgangspunkt 90 minutter og faciliteres af to dialogpiloter. Vi kommer ud til skoler og andre tilbud i Aarhus og omegn, og I kan også besøge os i Fredens Hus i Gellerup.

Dialogværkstederne er gratis.

Er du interesseret i at planlægge et dialogværksted i udskolingen? Kontakt Minou Eyermann på minou@fredenshus.org.